Min fortælling: Sabrinas forløb med ufrivillig barnløshed

“Vi er barnløse sammen – men ikke hver især”

Vi er glade og taknemmelige for at Sabrina – én af vores dedikerede medlemmer i My Beauty Guide familien – har lyst til at dele sin og sin kæreste Nicklas’ forløb med ufrivillig barnløshed. Ufrivillig barnløshed kan nemlig være et tabu for mange – men Sabrina ønsker mere fokus og åbenhed omkring oplevelserne, følelserne og omgivelserne, når det gælder ufrivillig barnløshed. Du kan læse Sabrina og Nicklas’ fortælling nedenfor.

Jeg hedder Sabrina, er 39 år og bor i Kolding. Min kæreste Nicklas og jeg fandt hinanden på TikTok under 2. runde af lockdown – så vi startede en af de første dates med at blive testet, altså for Corona 😉

Vi flyttede sammen efter knap et år, for det skulle bare være os og nu bor vi i hus i Kolding.
Jeg vil gerne dele min historie om ufrivillig barnløshed med min kæreste, Nicklas, til trods for, at vi begge har børn fra tidligere forhold.
Det er vigtigt for mig at sætte fokus på, at det ikke er et tabu at kæmpe for at få et barn, og slet ingen skam selvom det er et utroligt sårbart emne.
Vi skal have mere fokus på ufrivillig barnløshed og gennem Min fortælling kan jeg skabe opmærksomhed og forhåbentlig hjælpe andre.

Forløbet

I sensommeren 2022 var vi begge ved lægen og fik en henvisning til yderligere undersøgelser, fordi vi havde prøvet i lidt over et år. Vi blev faktisk lidt overraskede over, at det var så “nemt” at blive sendt videre – især når vi har børn fra tidligere – men jo ikke sammen. Grundet min alder (38, på det tidspunkt) gjorde også at vi hurtigere blev sendt videre. Og min alder har været et gennemgående tema hele vejen i gennem – og jeg er i forløbet nået at fylde 39.
I midt november 2022 var vi til undersøgelse på en fertilitetsklinik i Vejle, som godkendte os til at blive sendt videre og i starten af december bliver vi godkendt til IVF behandling. Vi kan vælge mellem at fortsætte på Århus eller Odense Universitetshospital. Vi valgte Odense (OUH) og blev indkaldt til undersøgelser (igen igen) midt april 2023.
Men inden opstart af IVF i april, startede hele møllen igen med samtaler med gynækologer og læger. Jeg følte at de blot var ude på at finde en masse fejl (hos mig.), efter at de havde fundet ud af at min kæreste har kampklar sæd og jeg masser af æg og regelmæssig menstruation, samt ægløsning.
Ved undersøgelserne fandt de en knude på min æggeleder, som selvfølgelig skulle undersøges samt fjernes – dette kan normalt gøres ved en almindelig gynækologisk undersøgelse. Men min sad mere fast, så jeg skulle i narkose. Inden de kunne sende henvisning til operation, skulle en læge lige lytte mig igennem – her mente han at jeg havde en mislyd på mit hjerte – så skulle da også lige have scannet mit hjerte, ind i mellem de mange blodprøver som jeg fik taget – nogle gange flere om ugen. På det her tidspunkt er vi ikke engang gået rigtigt i gang med projekt baby.
Inden datoen for operationen af fjernelse af knuden kommer – kommer der nogle tal tilbage på mine blodprøver – et tal er for højt – Hypofysen – en eller anden lille dims i hjernen.
Min hypofyse skulle så også lige scannes yderligere – dette kommer til at ske i en MR scanner. Den 9. januar 2023 får jeg (endelig) fjernet knuden i underlivet, som heldigvis er godartet, og dagen efter, d. 10. januar 2023 får jeg scannet mit hoved, for at tjekke op på min hypofyse. Alle disse undersøgelser og scanninger sker samtidig med at jeg også søger job, da jeg i slutningen af 2022 mistede mit job.
I gennem det hele, følte jeg hele tiden at det var mig den var gal med.. For så længe “svømmerne” er klar – er der ikke andet manden skal bidrage med..

Sidder fertiliteten i lårene?

Den 1. marts 2023 startede jeg nyt arbejde og havde ind imellem stadig nogle blodprøver jeg skulle have taget, mens vi ventede på at komme til samtale på OUH om planen for opstart. Vi kom på OUH og blev begge tjekket i gennem, og skulle så afvente videoopkald fra en sygeplejerske – som skulle vise mig hvordan jeg benyttede de forskellige indsprøjtninger.
13. april 2023 har jeg så videoopkald med en sygeplejerske fra OUH. Jeg fik vejledning og beskeden om, at ved næste menstruation kunne jeg, via appen, melde mig til HVIS jeg havde tabt 5-6 kg – på lårene… (den lader vi lige stå et øjeblik…)
Jeg skulle altså tabe mig 5-6 kg inden vi kunne melde os til, og så var det blot at håbe, at vi var det par som kom gennem nåleøjet. Hun (sygeplejersken) fortalte mig også, at de holdt sommerferielukket fra uge 28-33, så der ville jeg ikke kunne melde mig til. Men da det her var i midt april, kunne jeg jo ikke nå at tabe 5-6 kg inden, så skulle melde mig til efter sommerferien.

Hvor langt er vi?

I sommer aftalte min kæreste og jeg at vi – nok mest mig – skulle holde en pause i alle disse babytanker, da der nu heller ikke var nogle prøver og klinikken holdt sommerferielukket.
Jeg lukkede ned for alle babytanker, og det var måske det der virkede – for i midt juli følte jeg mig lidt skidt tilpas, da jeg var på arbejde – jeg tjekkede min menstruationskalender og opdagede at jeg var 10 dage forsinket – hvilket aldrig plejede at ske.
Jeg købte en test, tog testen og der var 2 svage streger. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, og havde så meget lyst til at ringe til min kæreste, men jeg havde også drømt om at overraske ham på en sød måde, når vi havde den positive test. Jeg holdt det hen nogle dage, og weekenden efter tog jeg yderligere et par tests og den var god nok: JEG VAR GRAVID.
Jeg kunne ikke holde det inde og løb ind i soveværelset og vækkede min kæreste for at fortælle ham det. Det hele var så underligt – og uvirkeligt. Men vi havde fået beskeden om, at det godt kunne være, det kunne lykkes af os selv. Her blev jeg så bare gravid-dårlig og det fortsatte hver dag, hele dagen lang.
Jeg kom til lægen mm. som man nu skal og alt så fint ud og vi var lykkelige.

Den første weekend i august skulle vi til stor fest med en masse, som vi har mødt igennem TikTok. Om morgenen opdagede jeg, at jeg havde noget som mindede om pletblødning, men ikke rigtig blod.
Vi blev enige om at tage af sted til festen alligevel, også fordi jeg ikke havde ondt. I løbet af aftenen tog det til – så vi pakkede ned og kørte hjem mod Kolding, mens vi var i kø hos vagtlægen. Jeg kom endelig i gennem til vagtlægen, som ikke ville se os og jeg følte ikke at de forstod vores situation.
Da vi kom hjem, var det rigtigt blod og meget af det. Her vidste jeg godt hvad klokken havde slået – vi havde mistet.
Næste morgen ringede vi til vagtlægen og snakkede med den sødeste læge som gerne ville se os – han bekræftede at vi nok havde mistet. Han kontaktede fødegangen og dagen efter skulle vi komme til en scanning og have taget blodprøve, og jeg blev scannet og de kunne intet se, så her var jeg jo helt sikker og var helt knust. Endnu en blodprøve dagen efter, viste at mit HCG var næsten 0.
Det var SÅ svært at være i. Da vi havde sommerferie med min søn, måtte vi fortælle ham hvad der foregik. Vi fortsatte med at sommerferie hygge, da han også skulle afsted på efterskole. Men dem som havde nået at få beskeden om at jeg var gravid, skulle jo også have den triste besked. Kæft det var hårdt. Det tog flere uger før jeg reagerede og hylede.

Vi har valgt ikke at starte i IVF behandling, da det har vist sig at vi godt kan selv – første pomfrit var bare ikke til os. Det skal nok lykkes os at få et fællesbarn og gør det ikke det, så har vi min store dreng på 16 og Nicklas’ to piger på 4 & 6 år. Jeg ønsker ikke at fylde min krop med alt det, som skal til for at være i IVF behandling.

Netværk, familie og venner – hvor meget deler I?

Jeg har manglet nogen omkring os, i den tætte familie, som forstår hvad det vil sige at være i IVF behandling, eller måske var mere nysgerrig på det at være ufrivillig barnløs, for jeg vil gerne dele det.
I starten lavede jeg en “dagbog” på TikTok (Sabrina_lykkedk) som jeg brugte til få ting ned på skrift uden at nogle “lyttede”. TikTok-følgerne var det største heppekor med stor opbakning, men det er måske også “nemmere” at vise støtte bag skærmen.

Men det er bare så sårbart – sårbart for os, hvilket jeg tror gør at folk ikke rigtigt ved, hvad de skal sige eller ved om det er okay, at de spørger ind eller snakker med os om det.
Dét savner jeg, også selvom vi har valgt IVF fra og tager tingene som de kommer – så er det stadig et ønske fra vores side. Jeg fortalte bl.a. min mor hvor langt vi var, som sagde ”ja det bliver da spændende og så må vi se hvad der sker.” Det er ærgerligt, at man ikke er mere nysgerrig.
Men tror at folk er bange for at såre os eller gøre os kede af det – hvilket er en skam – for de ”lærer” ikke mere omkring dette emne, og det er også sundt for os at snakke om. Vi snakker meget om det herhjemme – både min kæreste og jeg, men også med min store dreng, som brændende ønsker sig en lillebror (en lillesøster er selvfølgelig også velkommen).
Jeg har ikke direkte sagt til nærmeste familie at de gerne må spørge, men har heller ikke oplevet at blive spurgt ind til det. Jeg er ikke interesseret i, at de skal have ondt af mig, men omvendt ville det være rart med en interesse.

Hvordan det påvirker fysisk/mentalt

Vi nåede ikke at starte op på selve IVF-behandlingen, men opløbet dertil var hårdt. Jeg mødte blot op til alle de aftaler, der nu måtte være – selvom det var svært at finde hoved og hale i dem.
Det er selvvalgt at vi ikke fortsatte, men av den skulle også lige sluges – for giver vi så bare op? Ønsker vi os det ikke nok? Men jo, det gør vi – men vi skal også passe på os selv. Og min kæreste, Nicklas, siger “jeg støtter dig i hvad du vælger og hvad du mener er det rette at gøre.” Ligesom han nogle gange har sendt mig ud og gå en tur – for at klare hovedet. For nogle gange har jeg ikke været sjov at være i nærheden af.

Jeg tager gravitaminer og får taget blodprøver løbende, og jeg er landet i, at det kommer når det kommer. Og har accepteret at det er sådan det er – men det er selvfølgelig stadig svært. Vi har jo begge børn, men mangler “the icing on the cake” til den fuldendte familie. Jeg tager det ikke som et nederlag, og bliver virkelig glad på andres vegne når det lykkes for dem at blive gravide, men det gør ikke ønsket fra vores side mindre.

On a positive note

Nicklas og jeg er kommet SÅ meget tættere på hinanden. Vi kender endnu mere hinandens grænser, og ved at vi begge vil gøre alt for den anden. Aldrig i mit liv har jeg følt mig mere tryg omkring en mand!
Det forløb vi har været/er i gennem, er hårdt. Men har uden tvivl styrket vores forhold ❤️

Fremtiden – hvad så nu?

Fremtiden er lige rundt om hjørnet og selvom vi havde håbet på en 2023-baby, er ønsket nu en 2024-baby. Selvom han har gjort det i en joke engang, så er et andet ønske – at Nicklas kan gå på knæ 😜.

Jeg ønsker med Min fortælling, at jeg kan få bare én mere i tale omkring ufrivillig barnløshed og være med til at bryde tabuet bare lidt – måske er der en der læser med – som kender et par eller en solo-mor, som går igennem det at være ufrivillig barnløs og vil spørge mere ind eller måske vise lidt mere støtte.
For tro mig, støtte skal der til. Vi havde også en masse støtte -på afstand- men jeg savnede både familie og venner i det her – men ved også at det kan være svært at spørge ind, fordi man ikke vil gøre nogen kede af det.

Tak Sabrina…

… fordi du delte din fortælling med os 🤍

Facts om ufrivillig barnløshed

Sundhed.dk og Hvidovre Hospital skriver:
“​Der kan være mange årsager til ufrivillig barnløshed. Op mod 20 % af befolkningen oplever infertilitet i perioder eller vedvarende infertilitet. I Danmark er næsten hvert 10. barn kommet til verden efter fertilitetsbehandling, og vi ser det samme billede i resten af den vestlige verden.
Ufrivillig barnløshed defineres som: ikke opnået graviditet hos par, der har haft regelmæssigt samleje i 1 år
Barnløshed kan også skyldes, at graviditeter går til grunde før de er levedygtige.
Barnløshed skyldes hos ca. 1/3 årsager hos kvinden, hos ca. 1/3 årsager hos manden, og hos ca. 1/3 årsager hos både kvinden og manden.
Husk: Hos de fleste par kan man finde en årsag til barnløshed, men hos 10-15 % kan man ikke påvise årsagen. Det er næsten aldrig jeres ”egen skyld”, og selv om livsstils- og miljøfaktorer (overvægt, rygning, overdreven motion, arbejds- og miljøfaktorer) kan spille en rolle, er det trods alt sjældent den direkte årsag.”